14-12-2009 Reserven sejrede
Jens Kristian Leth slog til, efter afbud fra Kenneth Jonassen, og sikrede Greve en 4-2 sejr over Gentofte. Dermed fik Greve 3 point og vandt Grundspillet i Badmintonligaen.
Slutstilling i Grundspillet i Badmintonligaen:
Efter 6 kampe i Grundspillet kan Greve Strands Badmintonklub kalde sig vinder af Grundspillet.
Det blev til 1 nederlag, mod KMB Kastrup, og 5 sejre over de resterende hold. Det rakte til at opfylde klubbens høje ambitioner, og nu venter man spændt på at modtage programmet for forårets Slutspil fra Danmarks Badminton Forbund. Så snart det er modtaget, vil det blive offentliggjort her på hjemmesiden.
Sejr over Gentofte
Det blev ikke til en "tennis-sejr" for topholdet mod bundholdet. Greve måtte "nøjes" med 4-2 over Gentofte, men det er også helt acceptabelt, når der var afbud fra først Li Wenyan, så Nanna Brosolat Jensen og lige op til kampen fra Kenneth Jonassen.
Roskilde-syge
Eller i hvert fald noget der ligner. Så sent som søndag aften var Michael Nørbæk fra Greve Strands Badmintonklub i telefonisk kontakt med "Kongen af Greve", som kom lige fra træning og var fit for fight. Men natten udviklede sig ikke til GSB`s fordel, og slet ikke til Kenneth Jonassens. Mandag formiddag måtte han desværre melde forfald, da han hverken kunne holde tæt det ene eller andet sted. Heldigvis havde GSB en fuldgod erstatning (mere om det lidt senere), og man ønsker naturligvis Kenneth god bedring.
Faktisk var Michael Nørbæk også i kontakt med Kenneth under kampen. Dette pr. sms, og det kan afsløres, at Kenneths svar var så korte som "sådan" og "kom så" og så videre. Ja, det var ikke meget, han kunne nå at skrive imellem sine bræk-ture.
Tarveligt Set-Up
Værterne bød velkommen i Kildeskovhallen, faktisk bød man hjemmeholdet velkommen først og siden udeholdet. Ikke et ondt ord om Gentofte, som GSB har al respekt for, men klubbens Set-Up til Badmintonligaen har meget tilbage at ønske, efter GSB`s mening. Det er - efter GSB`s opfattelse - ærgerligt, at der ikke gøres mere ud af det, når man ser hvordan andre klubber i Badmintonligaen knokler en vis del ud af bukserne for at optimere og udvikle badmintonsporten. Der er sikkert nogle årsager til og argumenter for, at GBK ikke gør mere ud af det, men dem kender vi af gode grunde ikke i GSB, og vi vil have lov til at sige, at vi glæder os til at møde Jer i en kamp i Greve i fremtiden. Vi håber i hvert fald at kunne give noget inspiration til den traditionsrige og gode Gentofte-klub hvad angår Set-Up.
Forrygente Greve start
Nok om introduktion af spillere og klubber, eller mangel på samme, og heldigvis kom Greve sportsligt godt fra start.
Carsten Mogensen og Lars Paaske levnede ikke nogen chancer til modstanderne i herredoublen.
1-0 blev hurtigt til 2-0, da Joachim Persson sejrede i 1. herresingle. Hertil var Joachim rykket op efter afbuddet fra Kenneth Jonassen, og det var ikke hvem som helst Joachim skulle møde. Modstanderen slog blandt andet Kenneth Jonassen sidste år i Badmintonligaen, og i sidste runde i denne sæson slog han Jan Ø. Jørgensen. Joachim tog dog et gevaldigt GSB-ansvar og satte tingene på plads, og fik tydeligt bevist i hvilken retning hans formkurve går. Han blev efter kampen også hyldet med den ene af klubbens to fiduser, og det var særdeles velfortjent.
Greve mixdouble, med Nadiezda Kostiuczyk og Robert Mateusiak, vandt også den forventede sejr, omend duellerne og selve kampen blev lidt længere end forventet. I hvert fald i forhold til Greves forventninger.
Hermed 3-0 til Greve, hertil som minimum 1 matchpoint, og lykken var stor trods de førnævnte afbud.

Her ses Joachim Persson.
Hans mave er i øvrig til salg for resten af sæsonen for kr. 15.000.
Interesserede kan kontakt Michael Nørbæk for en dialog herom. Flere andre GSB-spillere har også ledig reklameplads.
Ak & ve
I Greve havde man håbet at Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl skulle forblive ubesejret i damedouble i denne sæson, og også spille den endelige holdsejr, og dermed 3 matchpoint, hjem til klubben. Men pigerne havde vist fået det forkerte ben ud af sengen. Om det var Gentoftes gode piger der vandt kampen, eller om det var Grevepigerne som selv tabte den, skal være usagt. Men god var Greve-indsatsen desværre ikke.
Der var nogle kontroversielle kendelser fra linjedommere og dommer, men dem tør GSB`s salgs- og pressechef, Michael Nørbæk, godt sige var helt OK. Det syntes Grevepigerne ikke, og de forstod desværre ikke at tackle dem og sit eget spil konstruktivt på en aften som denne. Det har de ellers gjort før, og alle i GSB er sikre på, at det var en enlig svale, og at pigerne vender stærkt tilbage!
Men det blev alstå til et nederlag, og en reducering til 1-3.
Og det blev til en særdeles mærkelig afgørelse på kampen, som Michael Nørbæk heller ikke kunne følge, hvor dommeren dømte LET for at Christinna tyvstartede på en kort serv. Hmmm ...
Værst af alt; Greve-pigerne kastede nu alt ansvar over på klubbens reserver.
Længe leve Leth
Jens Kristian Leth, som aldrig har spillet andre steder end Greve, viste format. Han startede formidabelt, men med god modstand og en kamp mod vinden i hallen, blev kampen særdeles jævnbyrdig. Den blev også meget seværdig. I sidste ende, og takket være en god form, et godt fokus og en fantastisk fightervilje, blev det til en flot 3-sæts-sejr til reserven.
Jens Kristian løb naturligvis med den anden af klubbens fiduser efter kampen.

Her ses verdens bedste reserve!
Tætte Tinna
Hermed var holdmatchen reelt afgjort. Reserven Tinna Helgadottir tog alligevel 1. sæt i damesinglen mod en ex-Greve-pige, men desværre blev det til nederlag i 2. sæt, og også et knebent nederlag i 3. sæt. Tæt var det.
Tak for kampen
Greve er glade for sejren. Og 1. pladsen i Grundspillet.
Samtidigt siger vi tak for kampen til Gentofte. I gjorde det flot, og man må tage hatten af for jeres unge spillere på holdet, hvor mange af dem er egen avl. Samtidigt ønsker vi Jer held og lykke i jeres bestræbelser på at forblive i Badmintonligaen.
Der var 480 pladser i Kildeskovhallen i Gentofte, men desværre var der kun tilskuere på cirka 75 af dem. Heraf var i hvert fald halvdelen fra Greve, og spillerne og ledere takker de medrejsende for opbakningen.
Individuelle resultater fra kampen:
|