Alle seniorhold opnår oprykning eller status quo

  • 3. april 2019

I går aftes blev sæsonens sidste senior holdkamp spillet – det er derfor blevet tid til en status fra seniorafdelingen.

5 seniorhold var tilmeldt fra sæsonstart og slutresultatet viser at samtlige hold bliver i den række de startede ud i eller rykker en række op.

1. hold: Med en placering i ligaen og en plads i årets DM-finale har holdet opnået genvalg til endnu en sæson i landets bedste række. Den unge trup taget i betragtning samt en helt ny cheftræner som kun havde 6-7 ugers kendskab til holdet var forhåbningen at holdet kunne slutte i top 6 og dermed blive i ligaen i næste sæson. At holdet nu skal spille DM finale viser at det potentiale spillerne har så småt begynder at udfolde sig. Sammenholdet er helt i top og forventningerne til næste sæson vokser.

2. holdet startede sæsonen som oprykkere i 1. division og det skulle blive spændende om holdet kunne formå at fastholde den placering. At det ville blive svært kunne man ikke komme uden om, men allerede inden sæsonens sidste holdkamp i går aftes havde holdet dog sikret sig endnu en sæson i 1. division.

3. holdet har haft en suveræn sæson og sluttede grundspillet af på en flot 1. plads. Herefter skulle spilles kvalifikation og med en 2. plads i kvalifikationen er det en kendsgerning at holdet i næste sæson rykker op i 3. division. Super flot resultat.

4. holdet består af en blanding af helt unge spillere og nogle lidt ældre (starten af 20’erne), som i fællesskab har kæmpet sig til oprykning til Sjællandsserien. Synergien har været god og det er en fantastisk måde at de lidt ældre spillere kan give erfaring videre til de yngre.

5. holdet: Efter tilgang af spillere samt flere ungdomsspillere som skulle introduceres til seniorrækkerne blev et 5. hold tilmeldt i sæsonen 18/19. Også her var der stor succes, dog har det i flere tilfælde gr. skader været nødvendigt at hente hjælp til holdet fra veteranrækkerne. Alligevel betyder slutresultatet  en oprykning til serie 2.

Alt i alt en mere end godkendt sæson og det skal blive spændende at se om holdene formår at løfte sig til flere oprykninger i næste sæson.

Ingen Svar til "Alle seniorhold opnår oprykning eller status quo"


    Har du noget på hjertet?

    Nogen html er OK