Flere spilleraftaler på plads

  • 15. marts 2017

Så er vi tæt på at have fuldt hold til næste ligasæson. Endnu 4 spillere har indgået aftale om endnu en sæson i de røde trøjer.

Nedenfor kan I læse Jacob Ø’s kommentarer til aftalerne:

 

Et af Danmarks største doubletalenter har valgt at fortsætte i Greve Strands Badmintonklub. Mathias Christiansen er et taktisk stærkt kort at have, idet han både kan spille herredouble og mixeddouble.

Trænerens udtaler:

“Det siger sig selv, at jeg er rigtig glad for, at det er lykkedes at forlænge samarbejdet med Mathias. Det giver os nogle gode taktiske muligheder i holdopstillinger idet vi kan bruge Mathias i både herredouble og mixeddouble.

Samtidig ser jeg Mathias som en profil på vores hold og en god ambassadør for Greve Strands Badmintonklub. Mathias viser sig ofte i klubben til trods for et stramt turneringsprogram. Han er vellidt i klubben og blandt vores mange sponsorer, hvor han er yderst imødekommende overfor enhver.

Jeg håber og forventer, at Mathias vil komme til at tage endnu mere ansvar både på og udenfor banen. Hans badmintonmæssige kvaliteter er indiskutable og hans lederegenskaber udvikler sig stille og roligt. Der er ingen tvivl om, at jeg ser Mathias som af lederne på vores hold.

Så alt i alt er jeg rigtig godt tilfreds med at have Mathias endnu et år i Greve. Ikke blot badmintonspilleren Mathias Christiansen men i allerhøjeste grad også personen.”

Samarbejdet mellem Isabella Nielsen og Greve Strands Badmintonklub er blevet forlænget med endnu en sæson. Endnu en af klubbens “egne” piger har valgt at fortsætte hos sydkystens mest vindende badmintonklub.

Trænerens kommentarer lyder

“Det glæder mig meget, når de spillere som har været i klubben siden de var helt små fortsat har lyst til at fortsætte i klubben og samtidig ser det, som vi kan tilbyde i forhold til rådgivning, sparring og træningsmuligheder som en væsentlig del af deres fortsatte udvikling som menneske og badmintonspiller. Derfor er det en god nyhed, at det er lykkedes at forlænge samarbejdet med Isabella.

Isabella er vigtig for vores Liga trup på flere måder. For det første kan hun spille både en god damedouble og mixeddouble. Det giver os nogle flere muligheder og en større bredde på holdet. For det andet så er Isabella en rigtig robust pige, der yderst sjældent er skadet selvom, der skal trænes hårdt igennem en længere periode. Og endelig så har Isabella fået klubbens værdier ind med modermælken, hvilket betyder, at hun ved, hvad der forventes af hende både på og udenfor banen.

Ditte Søby Hansen har forlænget sin aftale med Greve Strands Badmintonklub. Desværre har Ditte været ude med en skade i skulderen siden den sidste kamp i grundspillet, men det har ikke afholdt GSB for at forlænge aftalen med den talentfulde doublespiller.

Trænerens kommentarer lyder:

“Jeg er meget tilfreds med, at det er lykkedes at forlænge aftalen med Ditte Søby Hansen. Ditte er en af de mange yderst talentfulde piger, som er opvokset og udviklet i vores talentprogram. Det er fantastisk for klubben at kunne bevise, at vi kan udvikle spillere fra de får en ketcher i hånden første gang til de flere år senere står på vores første hold.

Dertil er jeg glad for at have Ditte i vores førsteholdstrup, da Ditte både kan spille mixeddouble og damedouble. Det giver os nogle taktiske muligheder. Dertil skal siges, at Ditte er vellidt blandt sine holdkammerater og resten af klubben. For os i Greve tror vi på, at et godt og stærkt fællesskab på holdet og i hele klubben er vigtig for, at vi kan præstere på banen. I styrkelsen af dette fællesskab er Ditte en super god pige at have på holdet.

Med forlængelsen af aftalen med Ditte til trods for, at hun pt. er skadet, så får vi også vist, at vi selvfølgelig står bag vores spillere i både de gode og de mere svære tider. For GSB er det en selvfølgelighed og derfor var der heller ingen slinger i valsen i forhold til Ditte. Vi glæder os rigtig meget til at få Ditte tilbage på badmintonbanen, så hun kan være med til at støtte op om vores i forvejen stærke træningsmiljø.”

David Daugaard er også at finde i Greve Strands Badmintonklubs røde Li Ning i næste sæson. Doublespecialisten har haft en god første sæson i klubben og vi kan glæde os over, at det bliver til en endnu en sæson i Greve.

Trænerens kommentarer lyder:

“Selvfølgelig er jeg glad for, at det er lykkedes at nå til enighed med David om en forlængelse af samarbejdet. David har allerede sat et positivt aftryk på ligaholdet i form af sine gode præstationer og sit glade humør. David sørger altid for en god stemning før, under og efter holdkampene, hvilket er guld værd, når stemningen kan være lidt nervøs eller anspændt.

David har også vist sig at være en god klubmand idet vi ofte ser ham i klubben. Det er noget, som vi vægter rigtig højt og sætter stor pris på i Greve. Så udover at bidrage til vi får mere kvalitet på træningerne, så bidrager han også der til den gode stemning. David er altid klar på en udfordring.

Så vi i Greve glæder os til at fortsætte samarbejdet med David og bidrage til hans videre udvikling som badmintonspiller.”

Ingen Svar til "Flere spilleraftaler på plads"


    Har du noget på hjertet?

    Nogen html er OK