Michael Rasmussen tiltræder som sportschef i GSB

  • 12. maj 2021

UDNÆVNELSE I GSB – Greve Strands Badmintonklub

Det er med stor glæde nu at kunne meddele, at GSB pr. 1. juli 2021 har ansat Michael Rasmussen som Sportschef i Greve Strands Badmintonklub.
Vi kender alle Michael i klubben, hvor han gennem de seneste år har bundet GSB sammen på kryds og tværs – lige fra Miniton til coach på Liga holdet.

Med Michaels faglige kompetencer, personlige værdier og ikke mindst store engagement, ser vi denne ansættelse som et vigtigt led i den udvikling, som klubben står overfor de kommende år.

Formanden har følgende udtalelse om udnævnelsen:

”Efter en ganske turbulent tid i GSB, er jeg meget glad for at have sikret en underskrift fra Michael Rasmussen, som ny Sportschef hos os de næste 3 år.

GSB står nu et sted som klub, hvor der er behov vi står sammen og bidrager alle mand til et langt sejt træk og vi tror på det. Til at sikre fremgang rent sportsligt, er jeg helt sikker på, at vi har valgt den rigtige profil i Michael – som bl.a. med hans allerede store kendskab til klubben og spillerne, har det helt optimale udgangspunkt for den opgave.

Foruden de mange sportslige og faglige kvaliteter Michael allerede har vist os, at han besidder, så ved jeg, at Michael har den helt rigtige personlighed, til sammen med det øvrige trænerteam, at skabe et endnu stærkere ”Fællesskab for alle” og dermed platformen til at styrke GSB de kommende år”

Om ansættelsen udtaler hovedpersonen selv:

”Jeg er selvfølgelig glad og stolt over at få denne mulighed efter tre års godt samarbejde med GSB.

 Jeg ser frem til at tage del i den rejse, som klubben skal på hen over de næste par sæsoner. Vi er realistiske omkring vores nuværende situation samt vores fremtidige målsætninger. Overordnet handler det om at arbejde benhårdt, lave god kvalitets træning og skabe en fed stemning i og omkring klubben. Én ting er sikkert – trænerteamet kommer til at gøre alt, hvad der skal til for at udvikle spillertruppen og den samlede klub.

Det glæder mig, at klubben nu i højere grad arbejder ud fra en langsigtet og bæredygtig strategi, der bl.a. har til formål at skabe de mest optimale rammer for udvikling af den enkelte spiller og en tydelig prioritering af det daglige træningsmiljø.

Det er med stor respekt for klubbens historie og de mange frivillige, at jeg går ind til denne opgave. GSB er en klub med stolte traditioner – ikke kun hvad angår titler og resultater – men også ift. talentudvikling, fællesskab og klubfølelse. Det er noget, som jeg er overbevist om, at vi også i fremtiden vil kunne løfte klubben til nye højder, efter denne hårde corona periode.

Jeg er sikker på, at det bliver en spændende udfordring, som jeg vil gøre mit allerbedste for at lykkes med.”

Michael vil fra kommende sæson have ansvaret for træningen i både ungdom og senior. Det vil ske i tæt samarbejde med vores hovedtræner Peter Steffensen samt vores ungdomstrænerteam.

Vi glæder os meget til dette udvidede samarbejde med Michael, som har bestyrelsens fulde opbakning og støtte.

Mange sportslige hilsner
Bestyrelsen i GSB

Ingen Svar til "Michael Rasmussen tiltræder som sportschef i GSB"


    Har du noget på hjertet?

    Nogen html er OK