Nekrolog over Tom Bacher

  • 5. oktober 2017

I går mistede vi endnu en af klubbens mangeårige profiler.

Tom Bacher var aktiv i GSB i mange år både som spiller på førsteholdet og som træner. Så vidt vides ud fra gamle presseklip spillede han på førsteholdet i perioden 1974 – 1983. Bl.a. kan nævnes at han vandt den afgørende herredouble, der i 1981 sikrede GSB sin første oprykning til landets fineste række, 1. division, i øvrigt sammen med Erland Kops, en anden af klubbens gamle kæmper. Erland døde tidligere i år.

Erland Kops og Tom Bacher 1977

Tom Bacher kom til det sidste i klubben og var på tilskuerpladserne da GSB i september mødte TSS. Han holdt meget af at komme til ligakampene og hjalp til i erhvervsklubben de sidste mange år, lige bortset fra det sidste, hvor han var plaget af sygdom.

Tom Bacher var også aktiv i Badminton Europe hvor han bl.a. var valgt som præsident i perioden 2004-2010. I denne periode arbejde han for at professionalisere organisationen.

Du kan læse hele nekrologen ved at klikke på linket http://www.badmintoneurope.com/cms/default.aspx?clubid=4685&cmsid=239&pageid=5381&m=5110150

 

En af Toms gode venner, Mads Krage, har indsendt nedenstående mindeord:

Tom Bacher forlod os onsdag morgen kl. 8. Hans sidste kamp var afsluttet. Tom kæmpede mange kampe i sit liv. Han var en sand fighter. På badmintonbanen, i internationale badmintonorganisationer, som chef og direktør for mange medarbejdere og i de sidste år kæmpede han med alvorlig sygdom, der stækkede hans udfoldelsesmuligheder.

Tom var ærkekøbenhavner fra Ryparken på Østerbro, hvor han trådte sine badmintonsko i Østerbro Badminton Klub. Her lykkedes det en årgang  fra området at spille klubben op i 1. division, og med Tom som aktiv på og udenfor banen at skabe en klub og et klubliv, der var enestående. I 1970 flyttede familien til Greve, og Tom blev et stort aktiv i Greve Badminton Klub, også på og uden for banen. Klubben udviklede sig op gennem 70-erne til en eliteklub.

Tom havde et lyst sind, en hurtig replik, og en smittende humor. Han var også udstyret med en medfødt fairness, som var respekteret i vide kredse. Tom talte aldrig dårligt om andre, men søgte altid at finde en positiv vinkel på et problem.

Tom var også en gudsbenådet boldspiller og holdspiller. Han mestrede det hele. Badminton på internationalt topniveau, men også tennis og golf samt hyggefodbold fik han tid til og havde det sjovt med. Medspillere og makkere nød altid at spille med Tom.

I et festlig lag var Tom uovertruffen, som taler, sanger og midtpunkt. Han var sjældent den første, der gik hjem.

Vi er mange gode venner, der nu må undvære et fantastisk og generøst menneske, og vore tanker går til Jette og familien.

Æret være Toms minde.

 

I forbindelse med ligakampen i Greve Idrætscenter i aften, vil der blive afholdt 1 minuts stilhed til ære for Tom Bacher.

Oversigtsbillede photocredit: BWF

 

Ingen Svar til "Nekrolog over Tom Bacher"


    Har du noget på hjertet?

    Nogen html er OK